Kunne forliste ubådsfolk overleve?

Hvis en ubåd forliste, kunne sømændene – i teorien – overleve. I 1907 opfandt tyskeren Heinrich Dräger et redningssæt til ubådsbesætninger, som han kaldte en Tauchretter­ – en dykker-redder.
Sættet bestod af et iltapparat med ilt til ca. 30 minutter, en næseklemme og en redningsvest, så søfolkene kunne svømme op til overfladen. Under 1. verdenskrig blev Tauchretteren derfor standardudstyr i alle tyske ubåde. Udstyret led dog af det store problem, at iltapparatet indeholdt ren ilt. Og det kunne føre til alvorlig iltforgiftning, hvis ilten blev indåndet på dybder over syv m uden tilsætning af kvælstof. Problemet blev senere løst ved at udstyre redningsudstyret med både ilt og kvælstof, som blev blandet i slangen på vej til mundstykket. Også briterne og amerikanerne udviklede varianter af tyskernes redningsudstyr, og i mellemkrigstiden konstruerede begge landes ubådsskoler slusekamre under vandet, hvorfra ubådsfolk kunne øve sig i at undslippe en sunken ubåd med brug af iltapparatet. Da 2. verdenskrig brød ud, viste træningen sig dog så godt som nyttesløs. Både tyske, britiske og amerikanske ubåde opererede på så store dybder, at flugt var umulig. Vandtrykket uden for ubåden ville ganske enkelt knuse alle. Eksempelvis mistede USA i alt 52 ubåde under 2. verdenskrig. Af de over 3500 ubådsfolk om bord overlevede­ kun fem mand.