Tiden: Middelalderens tid

800-tallet: Vokslys gav tid til bøn

Engelske kong Alfred, som regerede sidst i 800-tallet, ville have otte timer i døgnet til at passe sit rige, otte timer til søvn og måltider og endelig otte timer til bøn. For at holde styr på sin tid fandt han på et system bestående af seks vokslys. Hvert lys var én fod langt og brændte i fire timer.

Voksen var markeret for hver tomme, svarende til 20 minutters brændetid. Ved at tænde­ det ene lys efter det andet kunne kongen se, hvor meget­ tid han havde, og hans tidsmåling blev derfor indført i mange­ klostre i den tidlige middelalder.

1094: Kinas vidunder

Munken Su Sung passede finanserne­ for Kinas kejser Zhezong, men hans lidenskab var studier af tiden. Han opdagede bl.a., at solhvervet i kejserens kalender lå én dag for sent, og i 1094 stod hans mesterværk klart: et ni m højt astronomisk klokketårn. “Tidens Pagode” var drevet af vand, som bevægede historiens første kendte kædetræk. Mekanikken satte to astronomiske glober i bevægelse og drev et avanceret ur, som oplyste klokken både ved hjælp af små, bevægelige figurer og lyden af hele 133 klokker.

Historiens hidtil mest sofistikerede tidsmåler blev ødelagt blot 33 år senere, da en angribende hær drog hærgende forbi.

1364: Det mekaniske ur begyndte­ at sige tik-tak

I Vesteuropa dukkede det mekaniske ur op i 1200-tallet. Det tekniske­ vidunder blev snart forbedret af italieneren Dondi. Allerede i 1271 skrev Robertus Anglicus, som underviste i astronomi i Montpellier, om et mekanisk ur, men historikerne ved ikke præcis, hvornår den første model i Europa var færdig. Til gengæld står det klart, at de første europæiske­ urmagere ikke kendte til hæmværket som nøglen til præcision i det mekaniske ur. Hæmværket, eller spindelgangen, er mekanismen bag tik-tak-lyden, to hager, der skiftevis løsner og holder fast i urmekanismens første tandhjul. Sammen med en regulator sikrer hæmværket, at trækket fra lodderne driver uret med konstant hastighed.

Den kinesiske munk Su Sung beskrev allerede i det 11. århundrede hæmværket, og han brugte teknikken i sit store vandur (se boksen tv.). Hvorvidt kinesernes viden med tiden nåede Europa­ via handelen langs Silkevejen, ved historikerne ikke. Men i 1364 skrev Giovanni­ de Dondi (1318-89) en detaljeret­ beskrivelse af et astronomisk ur, som han havde bygget. Dette­ ur havde hæmværk. Dondi, der var professor i astronomi i Padua, blev herefter så stort et navn, at den tysk-romerske kejser Karl 5. et par hundrede år senere­ sikrede sig hans banebrydende ur. Mesterværket er siden gået tabt.

Timeglas var populære – ikke mindst på søen.

1339: “Brødre, vi tager et glas til!”

I de skriftlige kilder er timeglasset første gang nævnt i et dokument fra 1339, men historikerne mener, at grækerne allerede i 100-tallets Alexandria opfandt en transportabel tidsmåler i stil med timeglasset.

I middelalderen indeholdt de bedste timeglas fintmalede æggeskaller, der løb mere regelmæssigt end sandkorn. Timeglas blev også populære på søen, fordi deres drift ikke påvirkes af skibets bevægelser i bølgegang.

I 1700-tallets England blev timeglas anbragt i kirkerne for at begrænse præstens ordstrøm, men ideen fik hurtigt den modsatte effekt. “Brødre, vi tager et glas til!” sagde præsten og vendte timeglasset, hvorpå menigheden kunne se frem til endnu en times prædiken.

1657: Pendulet var til grin

Den italienske astronom Galilei opdagede i 1600-tallet, at pendulet er en præcis tidsmåler, mens borgmesteren i Danzig, Johannes Hevelius, fandt på at forbinde pendulet til et urværk. Hans idé blev grinet ud, og ingen urmager ville bygge efter hans tegninger – indtil den hollandske astronom Christiaan Huygens (1629-95) skrev en videnskabelig afhandling om pendulet. I 1657 fik Huygens derfor patent­ på at bygge ure, hvor et pendul kontrollerer det tempo, som viserne bevæger sig i.

1675: Protest mod minutviseren

Hollænderen Huygens revolutionerede­ uret ved at opfinde en fin spiralfjeder. Den gjorde det muligt at fremstille lommeure, oven i købet med minutviser. Det sidste udløste store protester, for med to visere,­ kunne folk ikke se hvad klokken var. Fra 1680 blev forvirringen total – da kom sekund-viseren også til.

1730: Unikt ur kortlagde verden

En tømrer fra Yorkshire kom i 1730 til London med tegninger til et ur, der skulle løse et af skibsfartens største problemer. På det tidspunkt kunne søfolkene bestemme skibets position i forhold til breddegraden, altså i nord-sydlig retning, ved at måle Solens eller Nordstjernens højde. Men bestemmelse af længdegraden forblev gætværk, indtil tømreren John Harrison (1693-1776) kom med sit ur. Om bord skulle uret vise tiden på skibets udgangspunkt; oftest London. Søfolkene vidste, at Jorden roterede med 15 grader (ud af de 360) i timen, og ved at sammenligne tiden hjemme med klokken om bord kunne søfolkene beregne, hvor langt vest eller øst for London skibet befandt sig. Men indtil Harrison havde ingen bygget et ur, der efter måneder­ med svær søgang, fugt og temperatur-svingninger stadig viste London­-tiden­ præcist.

Harrison var fem år om at blive færdig med første bud: uret “H1”, en stor kasse, som rummede talrige balanceanordninger. Han arbejdede stædigt videre, og 30 år senere var han klar med “H4”, som den store opdagelsesrejsende James Cook brugte til at udarbejde det hidtil bedste søkort over Sydhavet.

Harrison arbejdede­ i mere end 30 år på at forbedre sine ure, så de var præ­cise trods de barske­ forhold på havet.

Tidsforskelle gav kuk i køreplanen

Hver by havde sin egen lokale­ tid. Det gav voldsomme problemer,­ da jernbanen kom. England fik jernbanedrift fra 1820'erne, men i årtier efter fastholdt byerne skikken med hver sin lokale tid, sat efter et solur. Dermed eksisterede små tidsforskelle mellem byer, som lå øst eller vest for hinanden. Med postvogn havde lokaltiden ikke praktisk betydning, men for de hurtigere tog blev tidsforskellen et problem, som forårsagede flere ulykker, når lokomotiverne uventet mødte hinanden på sporet. Først i 1880 fik regeringen standardiseret tiden – ordningen blev kendt som jernbanetid.

I USA var problemet, at hvert jernbaneselskab anvendte sin egen tid, sat efter klokken i selskabets hovedkvarter. Det betød, at fx banegården i Pittsburgh rummede seks ure, som viste seks forskellige selskabers idé om klokken.

Først i 1918 fik kongressen vedtaget loven “The Standard­ Time Act”, så problemet forsvandt.