De kristne blev kastet for løverne

“De blev svøbt i huder fra dyr og ædt af hunde, eller blev naglet til kors og sat i brand, og, når dagslyset svandt, blev de brugt som fakler til at oplyse natten”.

I al sin gru udmaler historikeren Tacitus kejser Neros mishandling af de kristne i Rom i årene efter Jesu død. Ifølge Tacitus var anledningen en voldsom brand, der havde lagt store dele af byen øde. Ifølge vedholdende rygter i Roms gader havde kejseren selv påsat ilden for at gøre plads til sine storladne byggerier.

Nero

Nero havde brug for syndebukke, som kunne aflede opmærksomheden fra ham. De mærkværdige kristne, som for nylig var dukket op i Rom, var perfekte mål for romernes vrede, og kejseren beordrede en bølge af tortur og drab. Forfølgelserne var de første i en lang række, og i de næste tre århundreder var kristendommen religio illicita – forbudt religion – i Rom.

Kejseren følte sig truet

Da de første romere midt i 1. århundrede e.Kr. blev omvendt til kristendommen, havde Rom allerede et etableret jødisk mindretal. Trossamfundet var anerkendt af kejseren, og jøderne var fritaget for at tilbede romerske guder. Med kristendommen forholdt det sig anderledes. Hvor jøderne sjældent missionerede, var forkyndelse et vigtigt element i den kristne tro – hele verdens befolkning skulle omvendes i al hast, før Guds rige kom.

For kejseren var den kristne mission en stor trussel. Han indtog en prominent plads blandt de romerske guder og havde sågar sin egen kult. Ifølge traditionen fik den regerende kejser sin magt fra guderne og skulle æres derefter af sine undersåtter.

En ny tro, der ikke anerkendte regentens guddommelighed, men i stedet tilbad en simpel forbryder – som romerne oven i købet selv havde henrettet – vakte afsky i Rom.

Kannibalisme og orgier

Også i befolkningen lurede foragten for den nye tro. Kristne var anderledes. De holdt sig for sig selv, og så var de endda dårlige for handelen; købmænd – der solgte offerkød og andre religiøse nødvendigheder – var oprørte over, at kristne skræmte romerne væk fra templerne, så de lå øde og forladte hen.

Andre klagede over, at slavepiger, der arbejdede som spåkoner, ikke længere ville spå, når de var blevet kristne.

Romerne så også skævt til de kristnes ritualer, som forekom både uvante og skræmmende. Beretninger om nadveren, hvor de kristne angiveligt “spiste menneskekød” og “drak blod”, fik straks rygter om kannibalisme til at sprede sig. På samme måde blev de kristnes praksis med at kysse, når de mødtes, og kalde hinanden “søster” og “bror” udlagt som et tegn på incest og et forspil til natlige orgier.

Nero udnyttede dygtigt fordommene og fik rutinemæssigt arresteret kristne – ikke kun for konkrete eller indbildte mistanker som Roms brand, men også – med Tacitus' ord – for “deres anti-sociale tro”. Kejseren, der ikke holdt sig tilbage for at brænde, halshugge eller kløve hovedet på sine modstandere, gjorde kristenforfølgelserne til en del af iscenesættelsen af sig selv som hersker:
“Nero havde åbnet sine haver for skuet og gav en forestilling i arenaen, hvor han blandede sig med folkemængden eller kørte rundt i sin stridsvogn”, fortæller Tacitus.

I skæret af de brændende menneskeskikkelser modtog kejseren sine undersåtters hyldest. Mængdens jubel overdøvede de døende kristnes skrig.