Krigshunde kæmpede i frontlinjen

Blodtørstige kamphunde i rustning blev sendt mod fjendens formationer. De frygtløse dyr kunne sprede rædsel hos enhver modstander.

De romerske legioner rådede over hårdt trænede krigshunde, der kunne sprede rædsel og splitte fjendens formationer. På felttog i England havde romerne opdaget de frygtindgydende Mastiff-hunde og var begyndt at importere racen – først til jagt, siden til brug i krig. De engelske hunde var så store og stærke, at de kunne “brække nakken på selv store tyre”, som den romerske digter Claudius berettede.

Muskelhundene gennemgik allerede som hvalpe en barsk træning, der gjorde dem blodtørstige og frygtløse. Inden kamp blev de iklædt metalrustning og jernhalsbånd med sylespidse pigge.

Romerne udviklede med tiden rene hundekompagnier, som de brugte under kamp. En udbredt taktik var at sende angrebsenheder, der kun bestod af hunde, mod fjenden for at bryde hans rækker. Hundenes bid var så kraftfulde, at de kunne knuse knogler, og den romerske historiker Plinius den Ældre beskrev, hvordan end ikke fjendens sværd fik dem til at vige tilbage. Efter hundenes storm kunne legionerne nemt bryde gennem fjendens forsvar.

Også andre civilisationer har brugt hunde i krig. Flere kilder nævner hvordan den persiske konge Kambyses angreb egyptiske bueskytter med kamphunde. Og da grækerne i 490 f.Kr. sendte perserne på flugt ved slaget ved Marathon, blev en hund efterfølgende hædret for sin modige indsats i kampen.

Effektivitet: 2 ud af 5

• Forrige Side 6 af 10 Næste