Flere historiske øgenavne 1

Magnus 3. af Norge: Magnus barfod

1093-1103

Norges kong Magnus 3. gik klædt på irsk manér med kilt. De bare ben gav ham tilnavnet “Barfod”. Magnus drømte om et norsk imperium omkring Irske Hav, og i 1102 drog han af sted for at erobre Irland­. Det lykkedes at indtage Dublin og store dele af landets nordlige egne, men i 1103 faldt hans styrker i et irsk baghold. Magnus selv fik et dødbringende økseslag mod baghovedet.

Harald 1. af Danmark: Harald blåtand

Ca. 940-986 e.Kr.

Harald var den første danske konge, som lod sg døbe.

Gorm den Gamles søn, vikingekon-​gen Harald, fik sit øgenavn pga. sin sorte­ fortand, som han formentlig havde pådraget sig i sværdkamp.

Harald forenede Danmark, kristnede danskerne og erobrede Norge.

Ethelred 2. af England: Den rådvilde

1081-1137

Kong Ethelred anede ikke, hvad han skulle stille op med vikingerne.

Den 10-årige Ethelred blev konge og havde så elendige rådgivere, at omverdenen anså ham for at være ude af stand til at tage gode beslutninger. I det meste af sin regeringstid forsøgte han forgæves at stå imod vikingernes evindelige angreb på England. I et sidste desperat forsøg lod han samtlige danere på engelsk jord dræbe – bl.a. søsteren til Svend Tveskæg af Danmark. Svends hævntogt destabiliserede England, og tronen tilfaldt til sidst Svends søn Knud den Store.

John Lackland af England: Johan uden land

1199-1216 e.Kr.

Kongesønnen John fik ingen jord af sin far.

Intet rige, intet grevskab, intet len lå klar og ventede på prins John, der ellers var søn af Englands Henrik 2. De ældre brødre havde­ fået det hele.

Først da John selv blev konge, kunne han herske over land og undersåtter, men regeringstiden var én lang række af nederlag. Først tabte han Normandiet i 1204, og i forsøget på at generobre området brandskattede han englænderne langt over deres formåen. Kongen var modstander af pavens kandidat til landets ærkebispesæde.

Han blev derfor ekskommunikeret i 1208 – og tabte reelt England.

Grev Ugolino della Gherardesca: Grev kannibal

ca. 1220-1289 e.Kr.

Dante brugte den makabre historie om grev Gherardesca og hans fortæring af sit afkom i “Inferno” – første del af “Den Guddommelige Komedie”.

Den italienske greve spiste sine to sønner og to af deres sønner – siges det. Greven og hans fire arvinger var dømt til at lide sultedøden og sad muret inde i toppen af et tårn i Pisa.

Grev Gherardesca kom fra en af italiens mest magtfulde familier, der ejede enorme landområder i Toscana omkring Pisa. Slægten havde haft politisk magt og adelig status siden før år 1000.

I 1284 var Pisa under militært angreb fra rivalerne i Genova. Pisas fremmeste borgere valgte i desperation grev Ugolino della Gherardesca til “podestá” – øverste administrator – og hærens leder. I den efterfølgende politiske kamp med personer, som selv stræbte efter hans position, kom han i konflikt med ærkebiskop Ruggieri. Han anklagede greven for forræderi og spærrede ham og børnene inde.

• Forrige Side 2 af 3 Næste