Flere historiske øgenavne 2

Karl 6. af Frankrig: Karl den gale

1380-1422 e.Kr.

Den franske kong Karl 6. var lavet af glas – troede han selv. Når kongen havde et af sine månedlange anfald af sindssyge, var han derfor meget påpasselig med ikke at blive knust.

I årene efter Karl 6. blev kronet som 11-årig i 1380, var han kendt som “Charles le Bienaimé”, Karl den Elskede, men efterhånden som psykoserne tog til, ændredes hans øgenvn til “Charles le Fou”, Karl den Gale.

Af og til drev tvangsforestillingerne kongen til at løbe omkring i paladset og hyle som en ulv, andre gange nægtede han i månedsvis at gå i bad. Ofte kunne han ikke huske, at han var konge, og flygtede vantro fra sin egen dronning Isabeu de Bávarie og deres fælles børn, som han ikke kunne genkende.

Kongens mentale tilstand frarøvede ham autoriteten og gjorde ham ude af stand til at regere landet. Riget blev derfor hærget af fejder, der kastede Frankrig ud i kaos og anarki. Englands Henrik 5. greb chancen i oktober 1415, hvor Karl 6. tabte slaget ved Agincourt – det afgørende slag i 100-årskrigen.

I 1420 måtte Karl den Gale nødtvungent underskrive en ydmygende fredsaftale, hvor Henrik 5.s tronfølger blev udråbt til arving af den franske trone.

Ludvig 9. af Frankrig: Ludvig den hellige

1226-1270 e.Kr.

Han blev konge som 12-årig og kæmpede og døde for sin tro.

Den franske konge ejede ikke mindre end tre udgaver af Jesu tornekrone og havde verdens fineste samling af hellige relikvier. Ludvig byggede kirken Sainte-Chapelle i Paris, “Den Gotiske Juvel”, alene til opbevaring af de eftertragtede genstande.

Ludvig var usædvanlig stærk i troen og satte sig personligt i spidsen for det sjette korstog i årene 1248-54. Målet var at befri Egypten for de vantro, men hæren led imidlertid i 1250 et stort nederlag i det sumpede Nildelta. Kongen blev taget til fange, købt fri for en stor løsesum og brugte de næste fire år i Palæstina på at forsvare Det Hellige Land. Kongen­ døde på det syvende korstog i Tunis i 1270, og Vatikanet kanoniserede­ ham i 1297.

Mary 1. af England: Bloody Mary

1553-1558 e.Kr.

Mary 1. henrettede hundreder­ af protestanter.

Hun lod den protestantiske teolog John Rogers brænde på bålet. Både Londons biskop Nicholas Ridley og John Cranmere, ærkebiskop af Canterbury, fulgte senere efter. I alt blev 300 ledende ikke-katolikker ædt af flammerne. Mary­ 1. ville med magt omgøre sin far Henrik 8.s beslutning­ om at frigøre­ Englands trone fra Vatikanet­ i Rom.

Gustav 2. Adolf af Sverige: Løven fra nord

1611-1632 e.Kr.

Mange tyskere så et håb i Sveriges konge.

Den lutheranske konge af Sverige fik sit flatterende øgenavn af tyske protestanter. De ønskede brændende, at hans suveræne hær skulle feje landets katolikker af banen.

Gustav 2. Adolf var i juni 1630 gået ind i 30-årskrigen ved at invadere den tyske østersøby Peenemünde. I december beherskede han bl.a Mainz, over 800 km mod syd. Tysklands skæbne syntes at ligge i hans hænder, og flere regioner blev officielt erklæret protestantiske. Kongen blev dræbt i kamp med tyske­ tropper under slaget ved Lützen i 1632.

Ferdinand 2: Kong bombe

1830-1859 e.Kr.

Bombardementer af civile gav Ferdinand­ 2. øgenavnet “Ré Bomba” .

Kongen styrede Sicilien og Napoli med et stærkt hemmeligt politi og hård censur. I 1848 fejede en bølge af revolutioner over Europa – også i Palermo på Sicilien. Kongen bombarderede øens byer, og mange civile blev dræbt.

• Forrige Side 3 af 3