Geber inspirerede Boyle

Robert Boyles tanker betød dog ikke, at den traditionelle alkymi blev lagt i graven. Ligesom adskillige andre videnskabsfolk på hans tid arbejdede han sideløbende med både mystik og egentlig videnskab, og i en lang række dokumenter fortæller Boyle om sin egen jagt på De Vises Sten.

Noterne omkring dette arbejde er ofte skrevet i koder, der først er blevet tydet i de senere år. De viser, at Boyle søgte helt tilbage til Gebers arbejde i 700-tallet og i høj grad blandede religiøse forestillinger med videnskab.

Det samme gjorde fx den tyske alkymist Hennig Brand, der sideløbende med jagten på De Vises Sten også lavede videnskabelige eksperimenter med væsker blandet med forskellige stoffer. I 1669 opvarmede han rester fra kogt urin og opdagede grundstoffet fosfor.

Eksperimenterne blev med tiden mere og mere systematiske, og det gav bonus. Antallet af kendte grundstoffer lå sidst i 1600-tallet på 13, mens antallet sidst i 1700-tallet var steget til hele 78. I samme periode begyndte flere og flere alkymister at tage titler som kemiker, fysiker eller læge.

For mange af de traditionelle alkymister var overgangen en hård tid, hvor jagten på guldet og det evige liv syntes længere og længere væk. Det blev derfor så meget desto mere fristende at svindle med resultaterne, og den franske kemiker Geofrey den Ældre skrev i 1700-tallet ligefrem et katalog over fidusmagernes teknikker:

“De bruger ofte dobbeltbundede smeltedigler (...) hvis bund de belægger med guld- eller sølvoxid, som de derefter dækker med en passende pasta. Undertiden borer de også et hul i et stykke kul og hælder guld- eller sølvpulver i”, skrev han.

Price drak gift

Det er uvist, hvilken metode kemikeren James Price brugte, da han i 1782 forsøgte at overbevise det bedre borgerskab i London om, at han havde produceret guld.
Lord Palmerston fra finansministeriet havde knap forladt Prices laboratorium, før rygtet om den sensationelle opdagelse for alvor tog fart. Nu ville medlemmerne af videnskabsakademiet Royal Society også overvære omdannelsen.

I begyndelsen strittede Price imod og påstod, at han allerede havde opbrugt sin beholdning af det mystiske forvandlingspulver, og at hans helbred ikke tålte den hårde proces med at fremstille mere guld.

Efter trusler om eksklusion fra Royal Society indvilligede han dog modstræbende. Straks efter lukkede den unge videnskabsmand sig inde i sit laboratorium – tilsyneladende for at fremstille mere af det røde pulver.

Et halvt år senere dukkede Price igen frem i offentligheden og inviterede Roy-al Society til at overvære hans guldproduktion. De kritiske herrer satte sig til rette på tilhørerrækkerne, og alt gik efter planen. Men pludselig forsvandt Price i et kort øjeblik, hvorefter han igen trådte frem for selskabet – nu synligt fortumlet og forvirret.

I få minutter væltede Price sindsforvirret rundt, inden han han faldt død om mellem kolber og digler. I stedet for at frembringe det mystiske, røde pulver havde Price brugt det sidste halve år på at skrive sit testamente og blande en dødbringende drik.

Med James Prices tragiske endeligt døde også forestillingen om at kunne skabe guld med forholdsvis enkle midler, og i dag opfatter mange historikere Price som en af verdens sidste traditionelle alkymister. Han ønskede formentlig ikke som udgangspunkt at være fidusmager, men ligesom tusindvis før ham drømte han om at knække koden til skaberværket og fremstille guld.

Selvom de klassiske alkymisters sidste kamp for deres eksistens syntes desperat, havde de alligevel noget at være stolt af: I deres mørke kældre lagde alkymisterne fundamentet til den moderne videnskab.

• Forrige Side 4 af 4