Superfæstninger kom aldrig i brug

Frankrig anlagde Maginotlinjen i 1930'erne, et enormt forsvarsværk til milliarder af franc langs grænsen til Tyskland. Men da Hitler angreb, kørte han blot udenom. Nogle fæstninger kan besøges i dag, andre er ostelager.

Aldrig mere skal vi overraskes af et angreb fra tysk side – Med den filosofi byggede Frankrig fra 1929 til 1936 et flere hundrede kilometer langt forsvarsværk ved grænsen til naboen. Det prestigefyldte anlæg bestod af underjordiske fæstninger i flere etager af beton og stål. Betonfæstningerne indeholdt kaserner, lazaretter, køkkener, fødevarelagre, tunneler og små eldrevne togvogne, der bragte soldater og ammunition frem til kanontårne og skydeskår.
De franske ingeniører byggede 58 store fæstninger over en strækning på cirka 300 kilometer fra Luxembourg i nord til Schweiz i syd. Samlet kom anlægget til at hedde Maginotlinjen. En af de største fæstninger hed Hackenberg. Den ligger ved byen Veckring i Lorraine tæt på grænsen til Tyskland. Fæstningen bestod af 17 bunkere, der var forbundet af cirka 10 kilometer tunneler. Fuldt bemandet kunne stedet huse 1200 soldater, som levede op til 30 meter under jorden. Hele linjen rummede fuldt bemandet 22.000 bunkersoldater.
Ved jordoverfladen byggede franskmændene kanontårne af metal og bunkere med skydeskår til maskingeværer og rifler. Kanonerne kunne sænkes ned i beskyttelse og hæves igen til kamp. De største kanoner kunne dække en front på omtrent 15 kilometer.
I landskabet mellem de 58 fæstninger gravede ingeniørsoldater dybe grøfter, anlagde pyramideformede betonklodser og trak pigtrådshegn. Ideen var, at en tysk angrebshær ville blive bremset ved forhindringerne, og dermed kunne den skydes i smadder fra kanontårnene og maskingeværsrederne. Over jorden var bygningerne beskyttet af 3,5 meter tykke stål- og betonmure, og de underjordiske bygninger var udstyret med elektricitet, telefonlinjer, rindende vand og ammunitionslagre, så mandskabet kunne holde stand. Dertil kom, at bunkerne var udstyret med sindrige lufttryksapparater. De holdt det atmosfæriske tryk lidt højere i bunkerne end udenfor, hvilket ville forhindre gas i at trænge ind.
Franskmændene anså Maginotlinjen for uigennemtrængelig. Men da Nazityskland invaderede Frankrig i maj 1940, kørte de tyske tropper ganske enkelt uden om det uhyre dyre forsvarsværk. De tyske generaler havde udtænkt en helt ny militærtaktik baseret på hurtigkørende kampvogne, lastbiler, motorcykler og styrtbombefly.
Tyskerne angreb først gennem de skovrige bjerge Ardennerne i Belgien og trængte derefter ind i Frankrig nord for Maginotlinjen. Det angreb kom bag på franskmændene, som havde anset Ardennerne for en naturlig barriere. Vejene i Ardennerne var små og primitive, og de franske generaler mente, at de var uegnet til et stort angreb. Det var en alvorlig fejlvurdering. 10. maj 1940 angreb Hitlers styrker Belgien og rykkede på få dage gennem Ardennerne ind i Frankrig nord for Maginotlinjen. Her omringede de den ene franske hær efter den anden. Den tyske lynoffensiv afskar Maginotlinjen. Det kom kun til få kampe ved enkelte bunkere. Fæstningernes kommandører overgav sig, ligesom resten af Frankrig, i slutningen af juni 1940. Vinkældre og ostelagre
Franskmændene havde satset massivt på fæstningsværket, mens tyskerne i stedet havde brugt kræfterne på moderne krigskøretøjer. Stationære fæstningsværker blev overhalet af motoriseret krigsførelse i form af især fly og kampvogne. I dag står Maginotlinjens fæstninger derfor som et minde om forældet tankegang og spildte penge, der kunne være brugt til moderne krigsudstyr. Dele af anlægget er restaureret og kan besøges. Andre af bunkerne er i dag vinkældre, ostelagre og champignonfarme. Resten står i forfald.

Baggrundsmateriale
I listen herunder kan du se noget af det materiale, som har været brugt til udarbejdelsen af ovennævnte artikel.

Listen er udarbejdet som en service for de af bladets læsere, der ønsker at dykke dybere ned i det aktuelle emne på egen hånd.
Vi har ikke mulighed for at hjælpe med yderligere informationer, ligesom vi af principielle grunde ikke kan udlevere telefonnummer eller adresser til skribenten eller de forskere, der er blevet interviewet.

Websites:
www.maginot-line.com og www.bunkertours.co.uk/the_maginot_line_metrich.htm