“Selvom hans tankeløse, ekstravagante, griske og grusomme handlinger i begyndelsen foregik skjult og sporadisk – og blev tilskrevet ungdommens tåbelighed – kunne ingen være i tvivl om, at de skyldtes brister i hans karakter”.
Sådan indledte den romerske historiker Sueton sin lange opremsning af kejser Neros mange ugerninger – der spænder fra løgnagtighed og voldtægt til incest og drab. I sin 14 år lange regeringstid stod Nero i spidsen for et ødselt og brutalt styre, hvis lige romerne ikke havde oplevet tidligere. Og næsten 2000 år efter hans død huskes kejseren stadig som Roms mest nådesløse og ekstravagante hersker.
Den 17-årige Nero satte sig på tronen i år 54 e.Kr. som den yngste romerske kejser nogensinde. Alt var fred og idyl. Den unge leder var omgivet af dygtige rådgivere og nød folkets respekt. Men i takt med, han fik smag for magtens sødme, tog de blodtørstige dele af hans karakter over. Snart rensede Nero systematisk ud i politiske modstandere, og enhver rival til tronen – selv hans egen mor, kone og halvbror – blev snigmyrdet på kejserens ordre.
Ifølge Sueton udviklede Nero sig til en sadist, der dræbte tilfældige, væltede sig i bizarre sex-udskejelser og holdt fester, som efterlod romerne målløse. Pengene kom fra voldsomme skatter og jord konfiskeret fra overklassen.
En stor del af pengene brugte den paranoide hersker på at opføre enorme bygninger og monumenter til sin egen ære. Især imponerende var paladset Domus Aurea, hvor Nero rejste en 35 m høj, gylden statue af sig selv.
Efterhånden lagde kejseren sig også ud med sine generaler og embedsmænd, og oprør truede overalt i det mægtige rige. Selv prætorianergarden – Neros særlige livvagter – støttede åbenlyst et oprør. I panik flygtede Nero ud af Rom og gemte sig på et landsted. Da hans modstandere erklærede ham fredløs, så Nero selvmord som eneste udvej. Inden sin død udtalte han de berømte ord: “Hvilken kunstner verden dog mister i mig”.
Historie: Ny fantastisk bogserie. Få første bind NU for 20 kr - spar 209 kr.
Historie: Læs eller lyt til stærke historiske dramaer på din iPad.
Abonnement: - Du får 4 numre af Nordens største historieblad for kun 99 kr.
Historie: Tag med Historie og Greenland Travels på læserrejse til magiske Grønland.
Quiz og test: Tag Histories test og find ud af, hvilken diktator, du minder mest om.