Opskrifter blev skrevet i koder

Selvom Paracelsus og hans efterfølgere begyndte at eksperimentere med kemiens indvirkning på mennesker, efterlod de kun meget få konkrete anvisninger, som kunne dokumentere deres slidsomme arbejde.

Alkymistiske forfattere havde i stedet stor tradition for at sløre deres beskrivelser og opskrifter under et lag af symboler og metaforer, og mange af skrifterne er så utydelige og tvetydige, at de fremstår som mysterier.

Et af de mest berømte eksempler er Mutus Liber (“den stumme bog”, red.) fra 1677, der ved hjælp af 15 tegninger menes at give en opskrift på De Vises Sten, som kan omdanne andre metaller til guld. På tegningerne – fremstillet af den franske apoteker Isaac Baulot – optræder både bevingede engle, brændende mennesker og mystiske dyr, mens alkymister destillerer dug eller udtrækker sol- og måneessens. Helt kryptisk bliver opskriften på de sidste tegninger, hvor De Vises Sten endelig bliver skabt, men hvor kunstneren har gjort billedrækken så uforståelig, at ingen endnu har løst gåden.

For alkymisterne var det indviklede sprog beregnet til at holde amatør-alkymister ude, så kun de mest vedholdende og sande mestre fik indblik i den store visdom.
De understregede, at alkymi ikke blot handlede om ild i en esse eller smeltede metaller. Det var også en åndelig stræben, hvor guld i sidste ende både kunne komme ud af ilden, men også kunne komme fra en engel, der fulgte alkymistens arbejde.

Robert Boyle grundlagde moderne kemi – selvom han var alkymist og ivrigt jagtede De Vises Sten.

Viden gjorde op med religion

Den religiøse dimension forsvandt dog langsomt, da den moderne videnskabs principper tog form i løbet af 1600-tallet. Det skete bl.a. med hjælp fra filosoffen Francis Bacon, matematikeren og astronomen sir Isaac Newton og den irske kemiker og fysiker Robert Boyle.

Især Boyle – som regnes for den første moderne kemiker – spillede en væsentlig rolle i overgangen fra alkymiens diffuse mystik til egentlig kontrollerede eksperimenter, fordi han ivrigt dyrkede begge dele.

I midten af 1600-tallet udviklede han en luftpumpe, og i lysets skær sad den unge Boyle bøjet over sine eksperimenter og iagttog, hvordan flammen fra et lys ændrede opførsel, når han ændrede trykket i sin pumpe. Arbejdet blev i 1662 opsummeret i den såkaldte Boyles lov, der foreskriver, at produktet af tryk og volumen er konstant for ideale gasser, hvis temperaturen er konstant.

Boyles meget præcise eksperimenter og hans metodiske arbejde vakte opsigt, og da han i 1661 udgav bogen “den skeptiske kemiker”, gav hans skriverier genlyd i videnskabelige kredse over hele Europa. I bogen forkastede kemikeren eksistensen af de antikke grækeres fire elementer – jord, ild, luft og vand – og definerede i stedet egentlige grundstoffer som primitive og enkle legemer, der kan reagere med hinanden og danne kemiske forbindelser.

Tanken var revolutionerende ny og lagde hele grundlaget for den moderne videnskab i de næste flere hundrede år.

• Forrige Side 3 af 4 Næste