Mussolini ville genskabe Romerriget

Skiftet fra begejstret brøl til andægtig tavshed sker på et splitsekund. Da dørene til balkonen på Palazzo Venezias første sal åbner sig ved 22.30-tiden den 9. maj 1936, og en midaldrende mand i sort skjorte og grå uniform træder ud, stiger et jubelbrøl med omkring en kvart million stemmer til vejrs i den lune forårsaften. Men da manden løfter sin højre hånd, forstummer menneskehavet som ved et trylleslag. Hundredtusinder par øjne ser forventningsfuldt op på skikkelsen, der skyder underkæben frem og placerer hænderne på hoften. Da han med kraftfuld stemme forkynder, at den italienske hær har erobret Abessinien (nu Etiopien), går der et sus gennem forsamlingen.

“Italien har nu fået sit imperium. Et fascistisk imperium, et fredens imperium, et civilisationens og menneskelighedens imperium”, proklamerer han og stirrer med borende øjne på sit jublende folk. “Vil I vise jer værdige til det?”, spørger han og modtager et øredøvende “JA” som svar. Øjeblikket efter bryder mængden ud i ekstatisk hyldest: “Duce! Duce! Duce!” – Fører! Fører! Fører!

Manden på balkonen er i italienernes øjne almægtig. Det siges om ham, at han har standset lavastrømmen fra en vulkan alene ved viljens kraft, og at han er mere Gud end menneske. Med sejren over Abessinien vokser han om muligt endnu mere i anseelse – nu fremstår han som den retmæssige arvtager efter den romerske kejser Augustus, som han selv ynder at sammenligne sig med.

På 14 år har han gjort Italien til en velsmurt diktaturstat, og i denne stjernestund er han det nye “imperiums” grundlægger. Alligevel vil han ende med at blive spyttet, trampet og tisset på. Folk vil juble, mens han bliver klynget op.

Forhadt i hele Italien

Benito Mussolini var ud af en jævn familie fra landsbyen Predappio i Norditalien. Hans mor var lærer, hans far grovsmed. Selv var han fulgt i moderens fodspor og havde en overgang ernæret sig som skolelærer. Som sin far var han glødende socialist og tilmed en talentfuld taler og skribent, så han steg hurtigt i graderne i Partito Socialista Italiano, hvor han repræsenterede venstrefløjen. I 1912 blev han som 29-årig udnævnt til chefredaktør på partiavisen Avanti, den vigtigste socialistiske avis i landet.

Ung løve. Trods sin lidt lapsede fremtoning var Benito Mussolini en skarp, venstreorienteret journalist og kommentator, da dette billede blev taget i 1910.

I politiske sammenhænge gjorde Mussolini et stort nummer ud af at fremstå som en mand af arbejderklassen, uden de store midler og lurvet klædt med en laset bør på hovedet. Men på Milanos fashionable cafeer og restauranter førte han sig frem i jakkesæt og bowlerhat og fik hurtigt ry for aldrig at takke nej til en drink eller en kop kaffe, når andre ville betale. Nogen udpræget selskabsløve var han dog ikke, han havde det med at mumle bag sammenbidte tænder, stirre frem for sig med et mørkt blik og eksplodere i raseri, hvis nogen vovede at sige ham imod.
Det gjorde mange. I oktober 1913 skrev han til en ven: “Jeg arbejder som en gal, men bliver angrebet fra alle sider; af præster, syndikalister, alle”. Takket været sin hang til polemik var han med egne ord blevet “den mest forhadte mand i Italien”.

Smidt ud af socialistpartiet

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, agiterede Mussolini indædt imod italiensk krigsdeltagelse. Han fastholdt, som de fleste andre i sit parti, at man skulle forholde sig neutral. “Proletariatet skal ikke stille op til en angrebs- og erobringskrig, for bagefter vil det blot være lige så fattigt og udnyttet som før”, argumenterede han i sin avis i august 1914.

Få måneder senere var han vendt på en tallerken. I oktober 1914 spurgte han retorisk i Avanti: “Vi har privilegiet af at leve i verdenshistoriens mest tragiske time. Ønsker vi – som mennesker og socialister – at være passive tilskuere til dette store drama? Eller ønsker vi at blive ledende aktører?” Svaret leverede Mussolini selv: Italien skulle gå med i krigen mod kejserrigerne Tyskland og Østrig-Ungarn for at sætte skub i verdensrevolutionen.

Mussolini havde nu ingen vej tilbage. Han havde trodset socialistpartiets neutralitetspolitik og måtte derfor trække sig fra posten som chefredaktør. En måned senere blev han desuden smidt ud af partiet.

I maj 1915 gik Italien ind i krigen, og Mussolini meldte sig til aktiv tjeneste ved fronten, hvor han i februar 1917 blev lettere såret, da metalsplinter fra en eksploderende mortergranat borede sig ind i hans krop. Vidt og bredt fortalte han siden om, hvordan han havde lidt for sit land – og til absolut ingen nytte. Efter krigen blev Italien frataget sejrens frugter og fik ikke de forventede territorialgevinster i Lilleasien.