Ridderne bragte alkymi til Europa

Gebers og de øvrige arabiske alkymisters opskrifter og beskrivelser var med i bagagen, da korstogsridderne vendte hjem til Europa fra Mellemøsten i 1200-tallet. Men der skulle dog gå yderligere et par hundrede år, før alkymien for alvor fik fat i europæerne. Efter århundreder, hvor kirken havde sat den videnskabelige dagsorden, skyllede en følelse af fornyelse og genfødsel ind over det europæiske kontinent, og kunst, religion og videnskab undergik vældige forandringer.

Renæssancens lærde europæere begyndte at sætte sig selv i centrum i stedet for Gud, og det nye verdensbillede passede godt sammen med alkymien, hvor enhver mand måske kunne skabe sin egen rigdom ved blot at drysse lidt kviksølv ned i en esse.

“Pusterne” tog over

Ovne og blæsebælge skød op overalt på lofter og i trange kældre i løbet af 1500- og 1600-tallet, hvor selv almindelige mænd – og kvinder – kastede sig ud i jagten på guld. Deres heftige brug af blæsebælge indbragte dem øgenavnet “pusterne”, og dem havde de lærde alkymister ikke ret meget tilovers for.

“De søger blot at lave guld, imens sande filosoffer kun ønsker viden. De første fremstiller simple tinkturer og tåbeligheder. De sidste stræber efter tingenes principper”, som en af de lærde spydigt skrev.

Europas fyrster og konger var også optaget af alkymi og betalte enorme gager til deres egne hold af “pustere”. Magthaverne var ikke optaget af alkymien på grund af “tingenes principper”, men håbede, at deres ansatte en dag ville skabe guld og dermed give dem endnu mere magt og rigdom.

En af disse var franske Henrik 4., der ansatte flere alkymister under sig. Det overordnede mål var at skabe guld, men alkymisterne arbejdede også med at genoplive planter, der var brændt – i håbet om at kongen kunne genopstå efter dommedag.

En anden konge med hang til alkymister var Skotlands James 4., der var så rundhåndet med sine lønninger, at alkymister fra hele Europa trængtes om slottets porte. James kastede dog først og fremmest sine drømme på en fransk doktor ved navn John Damian, der i 1501 blev ansat som chefalkymist til at overvåge slottets mange smelteovne. Det arbejde påtog Damian sig med glæde, for ud over en fyrstelig løn blev han udstyret med al tænkelig komfort og fik bl.a. lammeskindsforede kapper og en gobelinbeklædt himmelseng.

Om aftenerne agerede han kongens kortpartner, og om dagen sørgede Damian for, at ovnene konstant smeltede metaller – dog uden, at det nogensinde lykkedes ham at fremstille et eneste gram guld til James 4.

Alligevel svigtede kongens tiltro aldrig – heller ikke, da Damian påstod, at han kunne flyve til Frankrig, og derfor kastede sig ud over voldanlægget iført et par hjemmelavede vinger af hønsefjer. I stedet for en flyvetur endte John Damian med et brækket ben.

Medicin og alkymi

Langt større betydning for alkymien og videnskaben fik schweizeren Paracelsus. Op igennem 1500-tallet uddannede han sig til læge og vandrede siden rundt i det meste af Europa og underviste i medicin og alkymi.

Paracelsus var overbevist om, at fysisk sundhed afhang af harmoni mellem naturen og menneskets indre – og enhver ubalance kunne rettes op ved hjælp af kemi. Dermed udvidede Paracelsus for første gang begrebet alkymi til også at omfatte en tidlig form for farmaceutisk videnskab.

“Mange har sagt, at alkymi handler om skabelse af guld og sølv. For mig er det ikke målet, men derimod er alkymi en metode til at undersøge, hvilken kraft og magt der ligger i medicin”, skrev den schweiziske alkymist.

I stedet for at hælde svovl, kviksølv, jern og andre stoffer i flammerne blandede Paracelsus i stedet ingredienserne sammen og hældte dem i munden på sine patienter. På den måde mente han bl.a. at have fundet en kur mod den frygtede sygdom syfilis, ligesom han ved hjælp af et udtræk fra valmuer opfandt et smertestillende middel.
Paracelsus var dog langt fra at være videnskabsmand i moderne forstand. Ligesom Geber i 700-tallets Bagdad var han overbevist om, at han kunne skabe et kunstigt menneske i et laboratorium.

Opskriften krævede, at menneskesæd blev placeret i en lufttæt beholder sammen med hestegødning i 40 dage, hvorefter resultatet skulle udsættes for magnetisme. Allerede på dette tidspunkt ville man kunne se en levende såkaldt homunculus – et meget lille menneske – der i 40 uger skulle fodres med menneskeblod for at blive til et fuldkomment menneskebarn.

Paracelsus’ jordiske liv sluttede brat i Salzburg i 1541. Onde tunger hævdede, at han var faldet ned ad en trappe i drukkenskab, andre, at alkymisten omsider havde skabt en livseliksir og nu for evigt vandrede rundt på de europæiske landeveje.

• Forrige Side 2 af 4 Næste