På flåden, der vipper let i brisen, står Thor Heyerdahl og hans besætning. Ivrigt spejder de over havet, hvor bugserbåden langsomt bliver mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde. Deres sidste livline til fastlandet er væk. “Nåh, drenge, skal vi så se at få startet motoren”, kommer det muntert fra én af mændene. De andre griner. Deres fartøj har ingen motor. Under sig har de en primitiv flåde bygget af balsatræ, hampereb og bananblade. Til fremdrift kun vinden og bølgerne. Foran sig 7000 kilometer hav.
Heyerdahl betragter sejlet, som hænger næsten ubevægeligt. På det er malet et stort skægget ansigt – høvding Kon-Tiki, som har givet navn til flåden.
Hans bekendtskab med høvdingen, der levede 1500 år tidligere, begyndte i 1937 på en polynesisk ø, hvor Heyerdahl dengang boede med sin hustru. En lun sommeraften sad parret på stranden ved et bål. Tæt på dem sad en gammel mand, som havde boet på øen hele sit liv. Mens flammerne kastede deres legende skær over sandet, fortalte manden en utrolig historie om, hvordan Kon-Tiki havde ført sit folk fra Sydamerika over havet til Polynesien.
Heyerdahl blev dybt optaget af at lære mere om Kon-Tiki, der ifølge beretningerne havde været høvding for et folk i Peru, der hyldede ham som både præst og gud. Men Kon-Tikis folk kom i krig med en anden stamme og blev slået. Sammen med en lille gruppe slap Kon-Tiki væk og krydsede havet til Polynesien.
Når Heyerdahl fortalte andre historien, ville ingen tro på, at datidens primitive flåder kunne sejle 7000 kilometer over åbent hav fra Sydamerika til Polynesien. Men Heyerdahl kunne ikke få historien ud af hovedet og besluttede at lade det komme an på en prøve. Han fik bygget en flåde af samme slags som dem, sydamerikanerne brugte på Kon-Tikis tid. Udelukkende ved hjælp af de særlige stabile passatvinde fra øst og en god portion mandsmod skulle flåden bære besætningen tværs over Stillehavet, og den 28. april 1947 stævnede de ud.
De seks besætningsmedlemmer var 101 dage undervejs, før de igen fik fast grund under fødderne på den polynesiske ø Raroia.
Historie: Ny fantastisk bogserie. Få første bind NU for 20 kr - spar 209 kr.
Historie: Læs eller lyt til stærke historiske dramaer på din iPad.
Abonnement: - Du får 4 numre af Nordens største historieblad for kun 99 kr.
Historie: Tag med Historie og Greenland Travels på læserrejse til magiske Grønland.
Quiz og test: Tag Histories test og find ud af, hvilken diktator, du minder mest om.