Cousteau - Dybhavets konge

Da den 25-årige Jacques Cousteau en januardag i 1936 vågner op i en hospitalsseng, ved han, at hans karriere som pilot er slut. I et hårnålesving har han mistet herredømmet over sin fars Salmson-sportsvogn, og nu ligger han her, med 12 brækkede knogler, en punkteret lunge, en højre arm, der er lammet, og en fremtid i ruiner.

Planen var, at Cousteau få dage senere skulle have afsluttet sin pilotuddannelse. Nu vil lægerne amputere hans højre arm. Den er betændt og vil aldrig komme til at fungere igen, forklarer de.
“Hellere dø end at være enarmet”, svarer den unge franskmand, der i sygesengen lægger en ny plan for sit liv: Han vil genvinde sin fulde førlighed og gøre lægernes spådom til skamme.

Få måneder senere har flåden givet ham et job som artilleriofficer, og på den franske flådebase i Toulon deler han sin tid mellem arbejde og genoptræning. Mirakuløst er betændelsen i armen forsvundet, og træningen giver store fremskridt. En sommerdag i 1936 får Cousteau et tip af officerskollegaen Philippe Tailliez: “Du burde svømme i havet. Det vil hjælpe dig med at genvinde kræfterne”, foreslår Tailliez, der, siden han lærte at gå, har foretrukket at svømme.

1943: Lungeautomat gjorde mænd til fisk. Sammen med ingeniøren Émilie Gagnan udviklede Jacques Cousteau en lungeautomat, der gjorde det muligt at svømme frit under vandet. Systemet består af to dele. 1. trin sidder på trykflasken og sænker indåndingsluftens tryk til kun ca. 10 bar over det omgivende tryk. En slange leder luften videre til 2. trin, mundstykket. Her lader en ventil dykkeren puste udåndingsluften tilbage til 1. trin, hvor den lukkes ud. Det patenterede system blev en enorm succes, og princippet anvendes stadig i dag.

“Jeg er villig til at prøve alt, der kan lindre smerten”, lyder det taknemmeligt fra Cousteau, og dagen efter tager de to kolleger ned til en klippestrand ved Toulon, og mens Philippe iført hjemmelavet dykkerudstyr går på harpunfiskeri, crawler Cousteau i overfladen med værkende lemmer. Svømmeturene bliver snart en daglig rutine, men da Philippe en eftermiddag tilbyder Cousteau, at han kan låne hans dykkergrej, takker Cousteau venligt, men bestemt nej. Havet er en vej, man kan sejle på fra havn til havn, insisterer Cousteau. Først efter gentagne overtalelsesforsøg giver han efter.
Møjsommeligt ifører han sig vennens primitive dykkerudstyr. Svømmefødder, der er fremstillet af savblade med et lag gummi omkring, en maske, der er lavet af et par pilotbriller, og en J-formet haveslange, der fungerer som snorkel.

Da Cousteau få minutter senere bryder ned gennem havoverfladen, ændres hans liv for bestandig. Under vandet åbenbarer en ny og ukendt verden sig for hans øjne: Røde, orange og lilla søstjerner klæber til undersøiske klipper. I sprækkerne kan han ane pigge fra et søpindsvin, og under ham passerer stimer af makreller. Synet gør et uudsletteligt indtryk, og Cousteau får straks en trang til at forevige det.

Kameraet var gemt i et syltetøjsglas

Som 14-årig havde Cousteau investeret sine spareskillinger i et simpelt filmkamera, og ved en fætters bryllup optog han snart efter sin første film. Trods en temmelig ringe billedkvalitet blev filmen modtaget med bragende klapsalver af familien, og fremvisningen gav Cousteau blod på tanden.

I skolen klarede den unge filmskaber sig middelmådigt. Han gik for at være sky og utilnærmelig, og sport interesserede ham ikke, men i filmens verden havde han fundet noget, han både brændte for og havde flair for. Så når forældrene siden spurgte ham, hvad han ville være, faldt svaret prompte: film­fotograf – eller måske pilot.

Under pilotuddannelsen havde Cousteau filmet i sin fritid, og efter bilulykken begyndte han at rumstere med planer om at gøre film-hobbyen til sit levebrød. Ønsket om at filme under vandet blev efterhånden en besættelse for ham. Den eventyrlige verden, som han selv havde fået øjnene op for, ville han dele med alle andre, og til det formål skulle han bruge et vandtæt kamera.

Af et syltestøjsglas med forseglet låg fremstillede Cousteau en lukket beholder til et gammelt 8-mm kamera, og med den simple konstruktion lod han sig synke ned på seks meters dybde, mens kameraet snurrede. I knap ét minut holdt han vejret. Så brød han gispende efter luft op gennem overfladen med sit livs første undervandsfilm. Eneste medvirkende var Simone – den kvinde, han havde giftet sig med i juli 1937.

Forskningsskib var en aflagt minestryger. I 45 år tjente Calypso som Cousteaus flydende hovedkvarter. Udrustet med ubåd, helikopter, filmstudie og laboratorier var skibet den perfekte base for udforskningen af verdens have og floder. I havnen i den maltesiske hovedstad Valletta fandt Cousteau i 1950 den tidligere minestryger Calypso. Det 42 m lange træskib var i dårlig stand, men en gennemgribende renovering på et værft i Frankrig transformerede det til et avanceret forskningsskib. Calypso blev symbolet på Cousteaus eventyrlige ekspeditioner. Om bord på de i alt fire dæk var blandt andet et filmstudie med udstyr til direkte tv-transmission, mørkekammer og et laboratorium til videnskabelige undersøgelser af dyr og planter. Fra jomfrufærden i sommeren 1951 trodsede forskningsskibet orkaner, tyfoner og isfyldte farvande fra Canada i nord til Antarktis i syd, men i 1996 var det slut. Calypso sank efter en kollision med et andet fartøj, og først i løbet af 2010 vil en gennem­gribende restaurering være færdig.

Cousteau ånder under vandet

Simones far, Henri Melchior, sad i bestyrelsen for firmaet Air Liquide – en af Europas største producenter af gas. Da 2. verdenskrig kastede sin skygge over Frankrig, og benzin blev en mangelvare, forsøgte firmaet at udvikle en regulator, der gjorde det muligt at få biler til at køre på andre brændstoffer. I spidsen for udviklingen stod ingeniøren Émile Cagnan, som Cousteau opsøgte i 1942.

Cousteau havde eksperimenteret med at konstruere et system, der kunne gøre det muligt for mennesket at ånde under vand, men han var gået i stå. Han havde brug for Cagnans hjælp til at designe en regulator, der kunne dosere luft til et mundstykke ved det korrekte tryk i en hvilken som helst dybde.

“Måske noget i denne stil”, spurgte Cagnan, idet han rakte Cousteau en ventil, som han havde fisket op fra sin skrivebordsskuffe. Blot tre uger senere var Cagnan og Cousteau klar med prototypen på deres “vandlunge”, Aqua-Lung, og fra en øde strand i Sydfrankrig skrev Cousteau en morgen i juni 1943 historie, da han som den første dykkede med den nye opfindelse. Drømmen om at flyve som fuglen var fortid. Nu kunne han i stedet svømme som fisken.