Ekspeditionen skulle bevise teori

Gåden om, hvordan det polynesiske folk var havnet på deres lille, isolerede ørige, optog adskillige videnskabsfolk. I 1940'erne, da Heyerdahl blev optaget af spørgsmålet, var de fleste dog blevet enige om, at polynesierne måtte være indvandret fra Asien.

Heyerdahl gik bogstaveligt talt den modsatte vej. Han mente, at polynesierne – båret af den kraftfulde passatvind – var kommet sejlende fra øst, nærmere bestemt fra Peru i Sydamerika. Heyerdahl byggede sin teori på, at der på flere øer i Stillehavet findes stenarbejder i form af menneskelignende statuer, trinformede pyramider og store portaler og mure som dem, man finder i Peru. Han fremhævede også tidligere opdagelsesrejsendes observationer af, at mange polynesiere var meget lyse i huden.

Da en indfødt polynesier fortalte Heyerdahl legenden om den peruvianske høvding Kon-Tiki, som efter et angreb flygtede over havet med en del af sit folk, følte han, at brikkerne faldt på plads. Én af de etablerede videnskabsfolks indvendinger mod Heyerdahls teori var, at datidens primitive flåder slet ikke kunne krydse Stillehavet. Den misforståelse satte han sig med Kon-Tiki-ekspeditionen for at rette.

I dag er Heyerdahls teori blevet modbevist af dna-analyser der beviser, at Polynesien blev befolket fra Asien.